Ugeavisen 6. september 2019
Succes med historiske byvandringer
Rakkeby/Sdr. Harritslev Flere end 100 personer har deltaget ved de to historiske byvandringer i henholdsvis Rakkeby og Sdr. Harritslev i anledningen af 25 års jubilæum for Lokalhistorisk Forening for Harritslev-Rakkeby.
Der var godt vejr under begge vandringer, så det har nok afholdt nogle landmænd fra at være med pga. høstarbejde. I Rakkeby var det tidligere formand og medstifter af arkivet Ole Jensen, der stod for den historiske formidling, bistået af Thorwald Baggesen, der ved Sandgraven fortalte om stedet og sandgravsspillet, der i år fejrer 70 års jubilæum samt om slægtsgården Østergaard, hvor friluftsteateret havde sin begyndelse.
I Rakkeby Kirke fortalte menighedsrådsformand Hanne Kristensen om kirken og dets inventar. Jan Glenstrup tog over ved Keldsgaard hvor historien om etableringen af andelsboligerne blev fortalt.Efter vandringen var der kaffe i Rakkeby Skovhus, hvor flere tog ordet og fortalte om tidligere tider i Rakkeby.
I Sdr. Harritslev var det Jørgen Kjeldsen, der formidlede det historiske under vandringen. Også her var der flere bidragsydere undervejs, som kunne supplere Jørgen. Efter vandringen var der kaffe i ”Huset” i Sdr. Harritslev, hvor der var mulighed for at se en lille arkivfilm, der er optaget i Sdr. Harritslev.
Arkivet afslutter sin fejring af 25 års jubilæum ved et åbent hus-arrangement på arkivet i Uhrenholdts Gård i Vrå den 7. september kl. 9.30-13.00, hvor arkivet byder på kaffe og rundstykker. HJ